Kåring

Hvordan foregår en kåring af Frederiksborgheste?

Når din hest skal til kåring, er det godt at være forberedt og have trænet i god tid, så både du og hesten er klar til opgaven.

Denne vejledning er tænkt som en hjælp til dig, der ikke har så meget erfaring med at stille heste til kåring. Men husk at du altid er vekommen til, at stille yderligere spørgsmål og søge hjælp hos os.

Fremvisning af føl og plage:

Føl og plage fremvises udelukkende på trekantsbane og løse i ridehus.

Føl fremvises sammen med moderhoppen.

Fremvisning af hopper og vallakker:

Både hopper og vallakker fra 3 år og opefter kan fremstilles til kåring.

De fremvises på fast bund, på trekantsbane og løse i ridehus.

Fremvisning af hingste:

Hingste kan fremstilles til forbesigtigelse ved hoppekåring fra de er 2 år. 

De fremvises på fast bund, på trekantsbane og løse i ridehus. Formålet med forbesigtigelsen er at få en anbefaling fra dommerne om de mener hingsten er egnet til at fremstille til hingstekåringen. Forbesigtigelsen er sammen med hoppekåringen og Hingstekåringen afholdes særskilt. For at opnå ”avlsgodkendelse, betinget avlsgodkendelse eller færdigkåring i FRH” skal hingstens afstamning være verificeret (kontrolleret) ved hjælp af DNA og der skal foreligge en dyrlægeattest som kåringskommissionen skal godkende.

  • 2 års hingste fremvises på fast bund, på trekantsbane og løse i ridehus.
  • 3 års og ældre hingste fremvises på fast bund, på trekantsbane, løse i ridehus og herudover skal de fremvises i løsspringning.
  • 2 og 3 års hingste kan opnå en 1 års avlsgodkendelse til bedækningssæsonen det følgende år.
  • 4 års hingste skal gennemføre og bestå en af FHF’s godkendte brugsprøver for at opnå endelig avlsgodkendelse.

 

Husk altid at have trense med let aftagelig tøjle. Hingste fra 1 år og opefter skal altid fremvises i trense af sikkerhedsmæssige hensyn. Dommerne har ret til at formene heste tilbage til stalden uden bedømmelse hvis det skønnes sikkerhedsmæssigt nødvendigt. Vi anbefaler brug af hjelm ved mønstring.

Der er direkte sammenhæng mellem helhedskarakteren og præmiering således:

  1. Præmie (Rød sløjfe): 10-9-8
  2. Præmie (Blå sløjfe): 7-6
  3. Præmie (Grøn sløjfe): 5

Gedsø’s Valentina

Mønstring på fast bund

Der traves ind og stilles op foran dommerne. Enten vælger man at stille hesten op med den manfri side til dommerne eller også vælger men, hvis terrænet er skrånende, at stille hesten op med forparten på det højeste sted.

Herefter skridtes der på dommernes anvisning. Der skridtes i en lige linje væk fra dommerne, halvdelen af banens længde, dvs. at der vendes ved den grønne markering på tegningen og der skridtes i en lige linje tilbage mod dommerne.

Herefter opstilling af hesten foran dommerne igen.

Der traves ud når dommerne siger tak.

Fremstillingen på fast bund, skal lægge grund for bedømmelsen af hestens benstilling, benbevægelser samt takt. Det er derfor vigtigt, at hesten fremvises på en sådan måde at dommerne har en chance for at se det de kigger efter, så det kan komme den fremstillede hest til gode.

Ret til ændringer forbeholdes.

Fremvisning i ridehus

Der traves ind og hesten stilles op foran dommerne. Normalt stilles der op med hestens venstre side mod dommerne.

Den sorte fede streg er en bom på jorden. Den ligger mellem dommerne og hesten. Hesten må ikke komme på dommersiden af denne bom. Hesten bør opstilles i passende afstand fra dommerne, (ca. 3-5 m), hvis dommerne ønsker at se hesten tættere på under bedømmelsen, vil de gå hen til hesten.

På dommernes anvisning vises hesten i skridt rundt på en trekant, dette foregår højre om på trekanten. Hesten skal uden om de blå krydser på skitsen, der typisk vil være markeret med blomster. På dommernes anvisning traves der herefter rundt på samme måde.

På dommernes anvisning slippes hesten og mønstreren træder til side så dommernes udsyn ikke forstyrres. Foreningens piskeførere sørger for at hesten bliver fremvist i trav og galop på dommernes anvisning. Det er en fordel hvis hesten hjemmefra har lært at skifte volte ind over midten.

Dommerne giver signal til mønstreren, når hesten ønskes indfanget og opstillet igen. Der traves ud når dommerne siger tak.

Efter fremstillingen af hver enkelt hest skal hele holdet skridte rundt på banen i katalogrækkefølge. Dommerne kan efter vurdering bede om ændring af rækkefølgen og til slut oprangeres i den nye rækkefølge.

Ret til ændringer forbeholdes.

Løsspring

Hesten skal løbe løs i løbegangen hen til springene og skal kunne bremses på modsatte langside af løsspringsbanen. Her fanges hesten ind og den løbes ved hånd ned til start på løbegangen og der springes igen. Under løsspringningen må hestene gerne bære gamacher og klokker til beskyttelse af ben.

Løsspringsbanen opstilles på følgende måde:

Der etableres løbegang med markeringsbånd. Højdeplacering af bånd ca 120 cm.

  1. forhindring: i hjørnet lavet et indspring med bom
  2. forhindring: (stationata): cavaletti med 1 bom.
  3. forhindring (oxer): evt. cavaletti med 1 bom + evt. 1 bom øverst, bagkanten skal være en bom.
  4. forhindring (oxer): evt. cavaletti med 1 bom i bunden, yderligere opbygning af forkanten: bomme med en bom øverst, bagkanten skal være en bom.

 

Ved alle forhindringer ligger 1 bom foran på jorden.

Afstande mellem spring som vist på tegningen og herefter ca. 20 meter afløb i lige linje. Højden og afstandene på alle spring kan justeres efter dommernes anvisning.

Foreningen stiller piskeførere og hjælpere til rådighed.

Ret til ændringer forbeholdes.

Jørgen Finderup

Jørgen Finderup

fortæller om mønstring…